Næstsidste Dag Til Søs For Masekowitz

Næstsidste Dag Til Søs For Masekowitz
Næstsidste Dag Til Søs For Masekowitz

Video: Næstsidste Dag Til Søs For Masekowitz

Video: Næstsidste Dag Til Søs For Masekowitz
Video: It-hjælpemidler til eksamen 2024, Marts
Anonim
En albatross ledsager Henrik Masekowitz de sidste miles
En albatross ledsager Henrik Masekowitz de sidste miles

Stum ledsager. En albatross ledsager Henrik Masekowitz de sidste miles

De værste antagelser er blevet bekræftet. Henrik Masekowitz brækkede tilsyneladende sin højre fod torsdag aften. Dette var resultatet af en høring af satellittelefon med Dr. Steffens fra SeaDoc, som rådgav skipperen medicinsk.

Forekomst er stadig umulig, hvorfor solo skipperen bevæger sig rundt og hopper under dækket og undgår at gå på dækket, som han beskriver i sin seneste e-mail til YACHT online (se nedenfor). Masekowitz er hård; om sommeren afsluttede han en regatt med en knækket hånd. Men fodskaden er for alvorlig og smertefuld til at overveje at sejle videre.

Derfor har hans kone udarbejdet en beredskabsplan for ankomsten til havnen hjemmefra. Med støtte fra Trans-Ocean, langtransportforeningen, som kun for få uger siden tildelte sin mand en pris i fravær, organiserer hun hjælp til de sidste manøvrer inden fortøjning og transport til klinikken. Der er to mulige havne at vælge imellem, som begge var c350 sømil væk fra placeringen af "Croix du Sud" søndag eftermiddag: Cape Town eller Saldanha længere nordpå.

Henrik Masekowitz træffer kun sit valg til en af de to lystbådehavne med kort varsel og afhængigt af vejret. Han er allerede blevet forsikret om støtte begge steder. Dette er hvad han har brug for, for det er ikke en let opgave i vind og bølger at løfte sejl og kun tage et ben på.

Her er hans seneste blogindlæg om følelsen af at være for tidligt i slutningen af denne store rejse:

”I dag er en rigtig dejlig sejladsdag. Solen skinner ned fra den blå himmel, krydret med små hvide pletter. Det dybblå i det sydlige Atlanterhav er også pebret med små hvide skumkroner. Af og til et par af mine trofaste ledsagere.

De følger båden i timevis, mens de flyver let. Næsten uden at klappe med vingerne cirkler de "Croix du Sud". Flyveevnerne er virkelig imponerende og underholder mig lidt, de distraherer mig fra min skrantende fod. Det derimod slet ikke er smukt, ændrer langsomt farven - selv i blåt!

Sammen med Pink Floyd fra højttalerne en temmelig middel blanding af følelser. Hver morgen tænker jeg, 'Åh mand - smerten er væk!' Så prøver jeg et trin, og det er det. Ikke noget!

Det er godt, at jeg også har livslinjer inde i båden, der strækker sig kontinuerligt fra ledsagervejen til fordækket. Jeg hænger i øjeblikket rundt om dem på det ene ben og hopper frem og tilbage mellem komfur, køje og ledsager. Jeg kravler ikke længere ud eller kun ekstremt sjældent, når det virkelig er nødvendigt.

Jeg er faktisk bange. Frygt for at miste dit greb i smerte. Derfor forbliver sejl sejl og revrev. I det mindste formår jeg at føre båden med 10 knob i retning af Kaphorn. Ikke en let opgave under disse forhold.

Men som sagt, i dag er en smuk sejladsdag. Hvis det lykkes mig at blokere alt lort et øjeblik, tror du måske, det ikke kunne være bedre. Det er vidunderligt sejlads. Alene hernede, hvor der virkelig ikke er nogen. Følelsen af frihed og alt det, man leder efter på et sådant eventyr, er pludselig der. Glem alle hverdagens bekymringer, indeni vender udad og tanker er gratis.

Øjeblikke af lykke, tænker du måske. Hvis det ikke var for de lave slag også. At gå gennem en sådan rejse er mentalt en rejse ind i det ukendte. Men uanset hvad synes rejsen at være forbi for mig efter en måned og ti dage. Det er en skam, og jeg er meget, meget trist over det. Jeg havde så store ambitioner om at gøre min drøm til virkelighed.

Hr. Erdmann, du er og forbliver min helt.

Bedste ønsker

Henrik"

Anbefalede: